Project Description
Hvad er PDCA
PDCA står for Plan (Planlæg) Do (Gennemfør) Check (Kontrollér) Act (Standardiser) og er en struktureret måde at arbejde med problemløsning og forbedringer på. PDCA bør anvendes i forbindelse med problemstillinger der har en vis kompleksitet og et vis ressourcebehov, da det ellers ikke er nødvendigt med denne omfattende teknik.
Fremgangsmåden tager sit udgangspunkt i en beskrivelse af det problem, man ønsker at løse eller den forbedring, man ønsker at opnå. Herefter analyseres problemet/forbedringen ved at finde de grundlæggende årsager, til hvilket der anvendes faktiske data. På baggrund af disse resultater designes en projektplan med styringsmekanismer og milepæle samt aktiviteter & ressourcer. Dernæst informeres alle berørte parter og den udvalgte løsning implementeres. Efter implementeringen sikres realiseringen af de forventede resultaterne ved at undersøge om de faktiske resultater matcher de forventede resultater. På den baggrund foretages mindre justeringer af midlertidige problemer ved at afdække årsagerne til disse midlertidige problemer. For at sikre forankringen af processen og dennes resultater standardiseres disse, således at tiltagene bliver rutine. Skulle problemet/forbedringen ikke være løst/realiseret gentages PDCA processen.
De fleste traditionelt ledede virksomheder har fokus på Plan Do – Det er handlingen der har høj status og derfor bliver læringscyklussen ofte ikke fuldført, da ros og anerkendelse gives for at udføre handlingen. Dette resulterer ofte i en manglende forankring og udvikling i Kaizenarbejdet.
Vi har I nedenstående modeller forsøgt at vise hvordan PDCA er tænkt hos Toyota og hvordan det udføres hos en typisk vestlig virksomhed. Modellerne er modificeret fra materiale fra Takashi Tanaka (Toyota).
Toyotas tilgang:
Der bør gennemføres PDCA cykler på hele Lean transformations processen (Programmet). Handlingerne i forbindelse med denne proces (DO) bør være omdrejningspunkt for PDCA cykler på ”Projekt niveau”, som vi kan oversætte til indsatsområde/afdeling/værdistrøm. Handlingerne (DO) fra disse cykler bør igen være omdrejningspunkt for PDCA cykler på det enkelte teams niveau. Toyotas tanke er således at PDCA skal være med til at give retning, men også at alle i organisationen skal fuldføre læringscyklussen, for at sikre Kaizen.
Vestlig tigang:
Lean er i nogle vestlige virksomheder blevet placeret som sin egen organisation, udenfor driftsorganisationen, hvilket ikke er fordrende for læringscyklussen og ejerskabet. Derfor anvendes PDCA ofte som det fremgår af modellen. Ledelsen planlægger og analyserer (PLAN) og får gennem mellemlederne medarbejderne til at udføre (DO). Arbejdet kontrolleres af mellemlederne (CHECK) og de tager sammen med madarbejderne action (ACT) på baggrund af resultaterne. Husk at Deming ændrede sin model fra PDCA til PDSA, for at lægge vægt på at Check ikke var kontrol, men læring (Study).
Kan du genkende din/jeres tilgang til forbedringsarbejdet?
Hvilke resultater opnår vi typisk ved at anvende PDCA
En organisation vil typisk opleve en bedre problemløsningsproces, hvorved der skabes bedre løsninger og en høj grad af medejerskab hos medarbejderne. Medejeskabet skabes såfremt PDCA anvendes på relevante problemstillinger med inddragelse af de relevante personer og at der allokeres de nødvendige ressourcer.