Project Description

Hvad er 8D


8D er en problemløsningsteknik, der kan anvendes i forbindelse med problemløsning i et lean miljø. 8D antager at teamets formåen er bedre end summen af individernes formåen og understøtter derfor problemløsning som en teamopgave. Teamet bør sammensættes af en række trænede specialister, og man skal derfor ikke forvente at metoden er medarbejderdrevet.

Udgangspunktet for 8D er et identificeret problem, som ønskes behandlet. Derefter dannes et team, som starter med at beskrive problemet og efterfølgende isolerer symptomerne. Derefter analyserer teamet sig frem til årsagen og vælger dernæst, hvilke korrigerende handlinger de vil foretage og verificerer disse. Således er teamet klar til at implementere de permanente ændringer, og ligeledes skabe sikkerhed for at forbedringerne/løsningerne fastholdes. Slutteligt er det vigtigt at fejre succesen og derved styrke teamets identitet og arbejdsproces. 8D indeholder en serie af checklister, som understøtter hvert af de 8 discipliner som teamet arbejder med i processen.


Hvilke resultater opnår vi typisk ved at anvende 8D


Ved at arbejde struktureret og systematisk med problemløsning opnås en højere kvalitet i processerne og derved også i de løsninger som skabes. Den mere effektive problemløsning gør også at problemerne løses ved roden og at der derved skabes vedvarende og værdiskabende løsninger.

Vi ser 8D anvendt i mange forskellige sammenhænge af mange forskellige organisationer, til at løse alt fra kvalitetsproblemer i produktionen til konstruktionsudfordringer i produktudviklingen. Udfordringen i forhold til at implementere 8D er den vedholdenhed, der kræves for at indarbejde metoden, således at den bliver ”den naturlige måde at løse problemer på”.